🌿Velkommen til Sprogstien

Sprogstien ser sproglig udvikling som en rejse – og ingen skal gå den alene. Jeg tilbyder, at bidrage med faglig og nærværende støtte til børn og unge med sproglige udfordringer, og jeg møder dem dér, hvor de er. Det gælder i forhold til behov, niveau og interesser. Med afsæt i logopædisk viden og Karlstadmodellen arbejder jeg målrettet for at styrke kommunikationen, skabe tryghed og åbne nye veje til sproget.

Jeg ser sproget som en sti, der snor sig gennem leg, læring og relationer. Nogle gange er den ujævn – andre gange går det let. Uanset hvad, går vi sammen. Med små skridt, store fremskridt og masser af opmuntring undervejs.

Som privatpraktiserende logopæd og Karlstadvejleder tilbyder jeg:

• Udredning af sprog- og talevanskeligheder.

• Taleundervisning - tilpasset det enkelte barns behov og niveau.

• Vejledning/supervision til forældre og fagpersoner.

• Karlstadforløb - supervision til familier, der hjemmetræner efter servicelovens § 32a

• Oplæg og workshops om sproglig udvikling, kommunikation og 'Tegn Til Tale' til grupper, familier, institutioner og skoler.

Jeg ved, at det kan være svært at vide, hvad der er en naturlig del af sprogets udvikling. Det er en proces, at barnet lærer at tale. Der er derfor nogle sproglige fejl, der er almindelige i læringsprocessen. Som logopæd ved jeg, hvad der er typisk og atypisk i et barns sprogindlæringsproces. Du er derfor altid velkommen til at kontakte mig ganske uforpligtende, hvis der er opstået bekymring for barnets sprog.

Uanset om du er forælder, fagperson eller nysgerrig på sprogets betydning, er du hjertelig velkommen. Sammen skaber vi de bedste betingelser for sproglig udvikling – ét skridt ad gangen.

🌿Hvorfor skal du vælge privat logopæd?

Altid individuelt tilpasset indsats

Her er tid til at lytte, rum til at udvikle sig og plads til at være sig selv.

Mulighed for tæt samarbejde

Hos Sprogstien prioriteres altid et tæt samarbejde.

Ingen venteliste

Hos Sprogstien kan vi komme i gang inden for få uger.

🌿Om mig

Pia Vagner Nielsen

Jeg brænder for at støtte børn med vanskeligheder inden for kommunikation, hørelse, sprog og tale – og ikke mindst deres familier samt de fagpersoner, der er omkring børnene. Jeg tror på, at relationen er nøglen til udvikling, og derfor møder jeg både børn og voksne med nærvær, smil og tillid.

Jeg er uddannet pædagog, logopæd og certificeret vejleder i Karlstadmodellen. Gennem de sidste 25 år har jeg beskæftiget mig med børn med sproglige og kommunikative udfordringer – både i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og på en specialskole. Jeg har stor erfaring med udredning, taleundervisning samt rådgivning af forældre og fagpersoner. Jeg har desuden dagligt anvendt 'Tegn Til Tale' som en del af den kommunikative støtte.

Min tilgang er legende og kreativ. Jeg lader mig inspirere af børns fantasi og lege, og sammen finder vi en sjov og motiverende vej til læring. Jeg tror på, at udvikling sker bedst, når barnet føler sig set og er tryg.

Jeg har en særlig faglig interesse for børn med verbal dyspraksi, som jeg har skrevet speciale om. Det er et område, jeg fortsat fordyber mig i og arbejder for at skabe bedre forståelse og indsats omkring.